Sådan lapper du en cykel

Af Niels Hansen

Et fladt hjul er nok den mest almindelige ’show stopper’ på landevejen, og risikoen afholder mange fra længere cykelture bort fra den offentlige trafik. ”Hvad nu, hvis jeg punkterer?”

Ja. Hvad så, hvis du punkterer? Her får du en kort guide til at klare den hyppigst forekommende akutte cykeldefekt, så du kan komme hurtigt videre.

Lapning eller slangeskift?

Der er grundlæggende to måder at håndtere en punktering på: skifte slangen eller lappe den. Hvad du vælger, afhænger af cyklen og af situationen.

For at skifte slangen, skal hjulet afmonteres fra cyklen. At skifte slangen er normalt det hurtigste, hvis hjulet er nemt at tage af. Det er f.eks. tilfældet på racercykler og mountainbikes med udvendige gear, der har såkaldt quick release eller QR. Slangen skal dog fortsat lappes, når du kommer hjem. Hvis vejret er enten meget koldt eller det regner, er slangeskift ofte din eneste mulighed. Den lim (solution), som binder lappen til slangen, fungerer meget dårligt, når det er vådt eller temperaturen er lav.

Er hjulet svært at afmontere, fordi det kræver værktøj, har kabler til f.eks. indvendige gear eller en bremsearm til fodbremse, er lapning næste altid at foretrække. Den ekstra tid du venter på, at solutionen tørrer, er normalt kortere end den tid det tager at af- og påmontere et besværligt hjul. Og så er der ingen slange, du skal lappe, når du kommer hjem.

Vigtigt ved både lapning og slangeskift er, at du tjekker dækket for at se, om den sten eller det glasskår, som forårsagede punkteringen, fortsat sidder der. Er det tilfældet, og fjerner du ikke genstanden, er du flad igen efter 100 meter. Kan du ikke finde noget ved at se på ydersiden af dækket, kan du lade fingerspidserne glide rundt på indersiden. Men vær forsigtig, for er det som forårsagede punkteringen, skarpt, kan det skære dine fingerspidser til blods.

Lapper du hjemme, er det bedst du gør det enten udendørs eller for åbent vindue. Det opløsningsmiddel, der fordamper fra solutionen, er normalt temmelig usundt.

Slangeskift

Grej: Ny slange i den rigtige størrelse, tre nylon-dækjern, pumpe

  1. Tag hjulet af og læg cyklen ned på venstre side, så den ikke vælter eller hviler på ømfindtlige dele som f.eks. den bageste gearskifter.
  2. Luk den resterende luft ud, hvis dækket ikke er helt fladt.
  3. Stil hjulet foran dig på jorden med ventilen nederst.
  4. Vælg et punkt over en ege omtrent modsat ventilen. Skub med venstre hånds tommelfinger (såfremt du er højrehåndet) til dækket, så det slipper indersiden af fælgen.
    lap01
  5. Stik det første dækjern så dybt ned i revnen mellem dækket og fælgen, som du kan. Når spidsen af dækjernet er under underkanten af dækket (vulst-kanten), vipper du dækjernet ind mod dig selv. Det krænger dækket af fælgen over et kort stykke.
  6. Hæft dækjernet på egen, så du kan slippe det, uden dækket falder tilbage på plads.
    lap02
  7. Sæt det andet dækjern ned i dækkanten over en ege ca. ti cm væk fra det første. Vrid dækjernet ind mod dig selv og hæft det fast på egen.
    lap03
  8. Sæt det tredje dækjern ned i dækkanten over en ege ca. ti cm væk i modsatte retning fra det første. Vrid dækjernet ind mod dig selv og hæft det fast på egen. Det får det første dækjern til at falde ud. Dækket er nu krænget af fælgen over så langt et stykke, at det ikke falder tilbage på plads igen.
    lap04
  9. Brug det ’løse’ dækjern til at vippe dækket af i små bidder over et længere stykke. På et tidspunkt bliver dækket så løst, at du kan klare resten med fingrene. Træk slangen ud ved at starte modsat ventilen.
    lap05
  10. Når slangen er ude fra hele resten af dækket, så kræng dækket væk fra fælgen over ventilen og træk ventilen op. Husk der kan sidde en lille omløber på ventilen, som skal skrues af, før ventilen kan trækkes ud.
  11. Pump en lille smule luft i den nye slange. Det skal kun lige være nok til, at den får form.
  12. Sæt først ventilen i ved at krænge dækket væk fra fælgen.
    lap06
  13. Skub slangen på plads i dækket med fingerspidserne i begge retninger væk fra ventilen. Når dine hænder møder hinanden længst fra ventilen, skal al slange være inde og jævnt fordelt i dækket uden folder.
  14. Skub dækket på plads med tommelfingrene ved ventilen først over et stykke på ca. 20 centimeter. Skub så ventilen opad inde i dækket, så dækket kan falde helt på plads nede i fælgen.
    lap07
  15. Skub resten af dækket på plads i begge retninger væk fra ventilen. Luk evt. den lille smule luft, der er i slangen, ud undervejs. Med mindre dækket er meget løst, vil der være et kort stykke modsat ventilen som er meget svært at få ind over fælgkanten.
    lap08
  16. Stil hjulet foran dig med det stykke, hvor dækket ikke er på plads væk fra dig og nederst. Sæt hænderne ved siden af hinanden øverst på dækket over ventilen og træk i dækket ved at bevæge hænderne væk fra hinanden. Friktionen fra dine hænder får dækket til at bevæge sig en smule ned mod det sted, hvor der er ’for lidt dæk’. Nu kan du ofte sætte resten af dækket på med fingerkræfterne alene.
  17. Alternativt kan du bruge et dækjern ’omvendt’ og vippe dækket på. Den manøvre må kun udføres med nylon-dækjern (ikke typen af metal). Vær meget varsom med ikke at få slangen i klemme mellem dækjern og fælg. Det kan klippe et nyt hul i slangen og så kan du starte forfra.
    lap09
  18. Tjek at dækket sidder som det skal og slangen ikke er i klemme mellem dækket og fælgen nogen steder. Pump hjulet op til det anbefalede tryk og sæt det tilbage i cyklen.

Lapning når du ved hvor hullet er

Grej: lappegrej, tre nylon-dækjern, pumpe

  1. Vend cyklen med hjulene i vejret. Sørg for, at den står stabilt på saddel og styr. Pas på f.eks. cykelcomputeren på styret.
  2. Lokalisér hullet i dækket hvor punkteringen skete. Til tider sidder stenen, glasskåret eller tornen fortsat fast og udpeger punktet.
  3. Gennemgå punkt 4 til 8 i ’slangeskift’ centreret omkring hullet.
  4. Efter punkt 8 i ’slangeskift’ skulle du gerne kunne trække stykket af slangen med hullet ud.
  5. Find hullet med det blotte øje eller ved at pumpe en smule luft i slangen. Kan du ikke se hullet, så lyt dig frem eller find den meget fine luftstrøm med f.eks. din håndflade eller læberne, som er superfølsomme.
    lap10
  6. Brug et lille stykke fint sandpapir eller smergellærred til forsigtigt, at slibe slangen omkring hullet for at fjerne kanter (svejsninger) og urenheder. Husk ingen fedt eller fugt på slangen omkring hullet.
  7. Kom solution (lappe-lim) på slangen i så tyndt et lag som muligt over hullet. Klatten skal være så lidt større end lappen som muligt, men det er meget vigtigt, at den ikke er mindre.
    lap11
  8. Lad solutionen tørre, til overfladen er mat. I tørt, varmt, blæsende vejr tager det ét minut. I koldt, fugtigt, stille vejr tager det ti minutter. Husk aldrig at puste på solutionen, for at få den til at tørre hurtigere. Resultatet bliver blot, at du spytter på den og så virker den slet ikke.
  9. Fjern sølvpapiret fra bagsiden af lappen og sæt lappen midt i solutionen. Bruge dine tommelfingrer til at gnubbe lappen ned i solutionen. Gnub fra centrum og ud mod kanterne. Gnub i ca. 30 sekunder. Nogen fjerner herefter den klare plast på forsiden af lappen. Jeg lader den sidde. Ind imellem sidder plasten nemlig så godt fast på lappen, at du trækker lappen af igen. Samtidigt dækker plasten evt. overskydende solution, så slangen ikke limer sig fast på indersiden af dækket.
    lap12
  10. Skub slangen tilbage i dækket evt. med en smule luft i, så den får form.
  11. Vip dækket på plads. Det er bedst, hvis du kan gøre det med fingrene. Alternativt brug et dækjern som beskrevet i punkt 17 i ’slangeskift’.
  12. Tjek at dækket sidder som det skal og slangen ikke er i klemme mellem dækket og fælgen nogen steder. Pump hjulet op til det anbefalede tryk.

Lapning når du ikke ved hvor hullet er

Grej: lappegrej, tre nylon-dækjern, pumpe

  1. Vend cyklen med hjulene i vejret. Sørg for, at den står stabilt på saddel og styr. Pas på f.eks. cykelcomputeren på styret.
  2. Gennemgå punkt 2 til 10 i ’slangeskift’.
  3. Gennemgå punkt 5 til 9 i ’Lapning når du ved hvor hullet er’. Kan du, under punkt 5, slet ikke finde hullet, er det en mulighed at bruge en balje vand som du fører slangen let oppumpet igennem stykke for stykke. Selv huller, der er så små, at du ikke kan hverken se, høre eller føle dem, afslører sig selv ved bobler.
  4. Gennemgå punkt 11 til 18 i ’slangeskift’.

Sådan nedsætter du risikoen for punkteringer

  • Skift dæk inden slidbanen er helt væk.
  • Køb dæk med indlæg, der mindsker antallet af punkteringer. Indlæg kan også købes separat.
  • Pump dækkene forholdsvist hårdt (hvor hårdt et dæk må pumpes står på siden af det opgivet i enten psi eller bar).
  • Rens dækkene for småsten med spidsen af en kniv efter hver regnvejrstur og ellers en gang om ugen.
  • Undgå grus og glasskår på vejen.

Lyt efter det rytmiske dak-dak, der fortæller, at en sten har sat sig fast i dækket. Find og fjern den øjeblikkeligt.

Skriv et svar

Lille butik, store ambitioner