BLOG: Fra Malaga til Espergærde (på cykel (med hele familien))

# 15: …og pludselig ligner alting Danmark

Med Hildesheim bag os mod syd flader landskabet ud, og pludselig ligner alting Danmark. Frodige marker, vandingsanlæg, grønne forårsskove, velduftende hvide hyldeblomster, gigantiske vindmøller og fredelige små veje. Var det ikke lige for de høje, røde, velholdte bindingsværksbondegårde med imponerende solcelleanlæg på tagene, de repetitive & måbende spørgsmål om, hvordan det dog er muligt for Albert ikke at gå i skole i to måneder (“…keine Schul- aber Unterrichtspflicht in Dänemark”), de store hedeområder syd for og de brede sejlbare kanaler nord for Uelzen, hvor multikunstneren Hundertwasser har designet banegården og eftertrykkeligt udfordret de rette linjers tyranni, og alle de dyre tyske biler med nummerpladekendetegn begyndende med HI, UE, H og efterhånden også LB, RZ, HH og HL, så kunne man forledes til at tro, at vi allerede var kommet hjem.
I Bad Bevensen runder vi de 3600 km d. 24. maj. Det må fejres med en halv liter Erdinger Weissbier Dunkel på byens torv, hvor der står et mindesmærke med fire autentiske kanoner, der var med, da danskerne blev skudt i smadder i 1864, for ubegribeligt fjerne 150 år siden.
Det er tid at gøre status efter de første 55 dage. Selvom det affjedrede hjul på Bob, vores ethjulede cykelanhænger, har roteret mindst fire millioner gange om sin aksel, er det lille fede hjul hverken punkteret eller ekset; men vi har måttet forholde os aktivt med cykeljern og ‘nye’ slanger til 17 flade dæk, fået skiftet en fælg i Verona, knækket en kæde i Frankrig og seks eger i tre lande, bortsmidt tre alt for tynde og udslidte dæk og tre gear- og bremsekabler, og to dage har vi slet ikke cyklet. Forrygende har det været at suse gennem Europa på overlæssede racercykler på lækker asfalt; men ex post vi må jo nok sande, at materiellet ikke helt har kunnet holde, og at vejkvaliteten bestemt ikke altid har været i top. Specielt i Tyskland ville solidere metalliske arbejdsheste nok have været at foretrække; men ih hvor havde de været kedelige at køre på for ikke at tale om at få presset over 18 %’s-stigningerne i de dragende bjerge mellem Heidelberg og Göttingen.
Vi har kørt ca. 70 km pr. cykeldag med ca. 17 km/t, og indtil skrivende stund har vi trådt i pedalerne i 210 effektive timer. Vi når nok ca. 4050 km og 235-240 timer, når vi forcerer den frygtindgydende (sic!) bakke mellem Nivå og Humlebæk for kort tid efter at entre Espergærde.
Tre dage har bevæget os over 100 km gennem landskabet mod nordøst, og det har taget længst tid at køre gennem Spanien og kortest tid gennem Tyskland. På trods af den uforglemmelige, seje sydfranske modvind har vi nok mest haft medvind på cykelstierne og -vejene. Heldigvis har vi været forskånet for voldsomme styrt, påkørsler og stelnedbrud.
Cirka lige mange gange har vi nydt godt af WarmShowers- og CouchSurfing-kontakter, sovet på hoteller og pensionater, frekventeret campingpladser – og foretaget wild camping unævnelige steder. Otte gange er vi simpelthen blevet inviteret inden for og/eller vi har sovet i telt i folks haver. Gæstfriheden og venligheden har i den grad tilsmilet vores karavane i de tre lande, vi har gennemcyklet fra syd til nordøst.
Ihukommende vore deforme overlår, den anmassende appetit med dertilhørende energiomsætning og effektive stofskifte bliver det vanskeligt at forestille sig et liv uden daglig cykling med hinanden, de propfulde Ortliebtasker og Bob. Men heldigvis står den ‘rigtige’ racer derhjemme og keder sig på efterhånden niende uge.

# 14: Overgange

Sommercykelben og -arme findes i to farver: melormshvid og rød, tenderende til eftertragtet brun. Snart nærmer vi os Danmark. Det er ikke kun noget, vore to blafrende rød-hvide Dannebrogsflag konstant minder os om; det gør kortkiggeriet og efterhånden også det flade landskab nord for de sidste bjerge i Nordtyskland…også. Km-tælleren siger snart 3500 km, så vi når nok de 4000 inden byskiltet Espergærde.
Vejret og vinden har i den grad været med os den sidste uges tid, hvor vi har kørt ca. 500 km fra Heidelberg til Hildesheim, fortrinsvis på udsøgte landeveje i de frodige grønne bjerge. Cykling, regnvejr og kulde er ikke bare en lidet dragende kombination, det er også en saga blot. Pudsigt som gårsdagens elendigheder kan glemmes på et splitsekund, når solen bryder frem og gør alting bedre og nemmere for de tohjulede. Regntøjet og de lange overtræksbukser og -bluser pakkes ned i glemslens bund af Ortlieb-cykeltaskerne.
Utallige korte skrappe stigninger på 100 meter til 4 km er blevet afløst af herlige nedkørsler på lækker asfalt. Landsbyerne ligger tæt, og mange gange er de høje gamle bindingsværkbondegårde placeret lige ud til hovedgaden inkl. møddinger, maskiner og dyrehold. Her står der ikke som i de franske småbyer ‘Toutes directions’, der jo ret beset og i formel forstand også er noget vrøvl, da man jo altid kan gå eller køre en anden vej end den angivne, fx baglæns hvor man kom fra; men det ændrer nu ikke en tøddel på, at der kun én vej for os hér i Germanien, og at den går mod nord.
Flere gange har vi måttet køre 10-12 % opad i længere tid, en håndfuld gange 13-14 % og en enkelt gang sågar 18 %. Det kan lige akkurat klares, når man mobiliserer al sin kraft, flytter tyngdepunktet fremad på cyklen, så man ikke stejler, samtidig med at man træder et gear, der hedder 32 for og 29 bag. Både Albert og Clara har stolte og storsmilende kørt hhv. 62,2 og 64,2 km/t nedad og sat PR – personlige rekorder.
Vi katapulseres rundt mellem meget forskellige CouchSurfing og WarmShowers-kontakter fra unge studerende i et kollektiv i Göttingen til en pensioneret 64-årig journalist og cykelfanatiker bosiddende i et stort hus øst for Kassel. Undervejs overnatter vi også i kælderen hos den overordentligt gæstfrie, halvmanisk talende og pensionerede smed Karl der Grosse i Sack syd for Hildesheim med julenisser, guldfisk og stjålne Vesterhavssten fra repetitive sommerture til Hirtshals i kanten af den velstriglede græsplæne. På blot tre dage oplever vi så mange kontekstbrud og stemningsskift, så vi principielt ville have mulighed for at skrive en roman eller to herom.
Snart begynder de hjemlige pligter, familien og vennerne at melde sig. Overgangen fra den frie rejse til hverdagen virker nu ikke skræmmende.

# 13: Tysk trafikseparation

Givetvis i den bedste mening har de tyske trafikplanlæggere forsøgt at separere cykeltrafikken fra den motoriserede ditto. Men det fører til et sandt helvede for racercyklister og andet tohjulet godtfolk med overlæssede cykler. Særligt i byerne hvor man formeligt snegler sig rundt på en blanding af fortove og brosten, tvinges til at forcere dårlige, fælgudfordrende op- og nedkørsler, konstant må stoppe, ændre retning, holde for rødt hvert andet øjeblik og frem for alt spejde efter grønne tegn på hvide cykelskilte, der desværre har det med momentant at forsvinde, imens bilerne har de rigtige veje for sig selv.
Investerer man i detaljerede cykelkort, viser det sig, at det er umuligt at forudse, hvornår en herlig smooth asfaltvej, der er markeret som hhv. en ‘rød’ national eller en ‘grøn’ regional rute, transformeres til en hæslig grusvej eller en jordet, fugtig skovvej.
Kort sagt er cykeltransport og cykling as such tænkt som et anliggende for langsomt kørende bypendlere og turlystne city- og mountainbikekørere. Køber man derimod bilkort, kan man ikke se de ofte imponerende og veldesignede cykelveje, der faktisk kan være værd at befærde, fx langs de ‘gule’ landeveje med tung og tæt trafik.
Drister man sig til at se stort på trafikplanlæggernes skelnekriterier for i nøje udvalgte minutter og sekunder at suse af sted med 20-25-30-35… km/t på de veje, som motorfolket ellers tror, de suverænt hersker over, fører det til aggressive overhalinger inkl. strategiske dieseludladninger, dyt, fuckfingre og uhørlige udladninger af germanske ukvemsord. Meget sjældent – og det tror da f….. – ser vi små grupper af unge dedikerede racercyklister på ‘rigtige’ skærm- og bagageløse fartmaskiner leve livet farligt derude i den hidsige, men dragende trafikjungle, iført deres farvestrålende ens klubtrøjer
Med andre ord kommer jeg ofte til at køre rundt i en indebrændt tilstand, mens jeg af bedste evne forsøger at få Bob og Koga-Myata’en til ikke at bumpe alt for meget ned i den elendige og hoppende vej. Umærkeligt og uundgåeligt kommer man til at længes efter den danske hastighed og de langt mere elegant designede cykelstier, der ikke er anlagt så tæt på fodgængerne, som det er tilfældet hernede.
Flowtilstanden indtræffer dog heldigvis igen 30 km nordøst for Heidelberg, hvor bjergene atter indfinder sig på en dejlig ‘hvid’ vej med bløde hårnålesving og panoramaudsigt før den skønne nedkørsel til og gennem Beerfelden. Her glemmer man næsten for en kort stund irritationen over den bedste menings manifeste omslag i elendige forhold for fartelskende cyklisters smag for rigtige veje.
Noget helt andet er, at trafikseparation giver en falsk følelse af sikkerhed for både børn og voksne. I stedet for at lære tyde hinandens tegn og bevægelser, kommer cykler og biler til at rulle rundt i kvasihermetisk lukkede verdener uden rigtigt at sanse og foregribe de andre & andetheden. Faren er, at når man så endelig mødes, så kan risikoen og følgevirkninger af en fejlfortolkning vise sig at være fatal.

# 12: 1991 og 2014

Da vi for snart 23 år siden kørte med sensommeren fra Charlottenlund til Sicilien på vores Centurion stålcykler med Olivia på 21 måneder sikkert fastspændt i vores velpolstrede 90 cm lange og 23 kg tunge Christianiavogn, fandtes der ikke internetadgang, e-mails, Facebook og SMS’er.
De 4004 km blev tilbagelagt på tre måneder, og i den tid måtte vi ‘nøjes’ med at kommunikere med alverden via breve & postkort og poste restante. Førstnævnte stod vi for, og de blev udfærdiget med miniaturehåndskrift på regninger, billetter, mysliepakkekarton og tebrevspapir. Sidstnævnte kunne vi drømme at finde på udvalgte posthuse, som vi havde fortalt vore kære, at vi ville passere på bestemte datoer undervejs. På Korsica måtte jeg således køre op ad en 6 km stejl bjergvej for at nå frem til et par breve, der havde været 2-3 uger undervejs fra DK til F.
I 2014 er det principielt muligt at være ‘på’ 24/7, og at kommunikere om hvad som helst med hvem som helst. Man kan sågar vejlede studerende, forholde sig til artikler i proces, læse aviser, følge med i vennernes liv, sende fotos fra rejsen på et splitsekund og via Google maps forudse, hvor man nu skal køre hen.
Rejsen er på sin vis blevet en affortryllet, demokratiseret og offentlig affære. Den bades nu i transparente tegn, og besnaknings- og becyklingsformerne blander sig højlydt ind i hinanden. Man tager fotos i dokumentations- og selvpræsentationsøjemed. Der blogges, skypes og opdateres. Stort set alle, der har lyst til det, har mulighed for at rejse, ringe, SMS’e og netværke. Oplevelser gøres i næsten samme sekund, de indtræffer, til andenordensoplevelser, dvs. til fortællinger og smagfulde (selv)fordoblinger.
I ‘gamle’ dage overvejede man nøje, om der skulle trykkes på kameraets udløserknap, da lysbilleder bestemt ikke var gratis at tage, endsige at indramme efterlods. I 1991 hørte vi udvalgte kassettebånd på vores uhandy, sorte batteridrevne Sony walkman. I dag kan vi i princippet høre al den musik, øret kan begære via Youtube. Til gengæld er det i disse GPS-tider ofte svært at finde vore elskede, deltaljerede Michelin-kort i de franske Tabac-kiosker og SuperU-supermarkeder.
På sin vis kommer de kommunikationsteknologiske fremskridt til at fungere som accelerations-, kondenserings- og synkroniseringsmedier. Afstande i rum og tid forsvinder selvfølgelig ikke; men via smartphones, tablets etc. er det næsten muligt at være med der, hvor man ret beset ikke er, fx i andres bevidsthed og tankeverden. Det betyder også, at ‘hjemlingene’ – dvs. venner, familie, kolleger, studerende etc. derhjemme – har mulighed for ’sich zu melden’, som man siger her i Heidelberg, hvor Ida pt. SMS’er med den hjemmeværende – nu 24-årige – Olivia på en højlydt studentercafe i den livgivende og vederkvægende forårssol, mens jeg skriver endnu en epistel til www.hareskovcykler.dk .
Men vi har faktisk fravalgt at være ‘netlinge’ døgnet rundt, for hvis vi er det, så risikerer vi, at den intense følelse af ko-socialitet fordufter til ‘fordel’ for ko-fragilitet. Således er vi eksistenser uden GPS, satellitkontakt og SIM-kort, men med en viril IPhone. Som usamtidige gæster fra den ‘gamle’ verden kommer vi kun rigtigt ‘på’, når der ca. hver fjerde dag måske byder sig WiFi-opkoblingsmuligheder til på cafeer, hoteller og hos WarmShowers-værter. I dag er fravalget derfor blevet et aktivt, refleksivt og potentielt debatvækkende anliggende – i hvert fald for os fire.
Uden blusel skal jeg for øvrigt være den sidste til at moralisere over de udvidede muligheder for og glæder ved ‘instant communication’, og ‘the kids’ skriver langt flere mysliepostkort i dag, end jeg gør.

# 11: Ubegrænset tillid

Carole i de våde franske bjerge nordøst for Montilimar er ikke den eneste, der bør skrives ind i historiens store annaler til evig ære og værdighed. Det samme bør den rejselystne og cykelbegejstrede informatiker Cecilie, der bor tæt ved den svalende flod Ain lidt højere mod nord, og det spanske medicinstuderende cykelpar Manuel y Lorena fra Albacete. Dertil kommer alle de mennesker, vi aldrig nåede frem til at gæste, selvom de gerne ville have huset os.
Fælles for dem er, at de – ligesom os – er knyttet til netværket Warm Showers, og at de dukkede op på skærmen som aktive røde punkter, da vi beregnede og visualiserede de finale destinationer for dagens rullende kroppe og koordinater.
Lidt forudgående SMS-udveksling på skolefransk, og så guider Carole os sikkert frem til sin momentant bortrejste 29-årige søns store værelse med eget bad, køkken, gigantfladskærm, dobbeltseng og foldeudsofa gennem de øde bjerge i sin bedagede blå Peugeot følgebil. Og Cecilie overlader os nøglerne til det charmerende treetages hus og et lækkert morgenbord efter at have taget morgentoget til sit arbejde i Lyon. I Albacete indlogeres vi på gulvet i et cornflakesspisende, gennempolitiseret og toastristende studenterkollektiv.
Hinsides pengenes og vareverdenens ellers så anmassende logikker foregår disse møder. Generøsiteten blander sig med det uventede. Fire vildt fremmede mennesker bliver lukket helt ind i privaten, hvor de på skift kan b(e)ruse sig i varmt vand og ubegrænset tillid.
Den ikke cyklende Carole havde ikke det store behov for at tale med os efter en lang dag med mange gæster og plejebørn i hovedhuset oven for. Det havde Cecilie derimod. Sammen med sin mand og to børn på 7 og 10 år – der pt. var på ferie – var hun på jagt efter gode ideer til fremtidige cykeleventyr. Tilskyndelserne til at figurere på nettjenesten er således meget forskellige.
Men vi møder også venlige folk, når vi sidder på cyklerne og eksempelvis spørger om vej eller vand. Frem på lystavlen dukker således Patrick et Sylvie med de store gæstfrie hjerter, den søde vin og den pudsige aftensmad i den evige modvinds Sydfrankrig, en pensioneret italiensk-fransk lastbilchauffør med en god græsplæne og eks-bankfolkene fra Strassburg, Juliette et Patrice, med de to snakkesyge papegøjer i det store byggeprojekt af et landhus i Jura, hvor vi havde en uforglemmelig aften, badet i vin, genfundne, men lettere rustne franske sætningskonstruktioner, andelår og lækker Comte ost.
Livgivende er det at tænke på, at den mellemmenneskelige gæstfrihed og nysgerrighed trives på bedste vis hinsides oplevelsesøkonomi, fremmedhad og mistillid.

# 10: Skrækkelige tanker – slutter det hele mon her?

Som danskere fra det flade land ‘nous aimons et cherchons les montaignes’; men søndag d.4. maj er det hele ved at gå galt. Under en kort, men intens opstigning på 12-15 % i det laveste gear for foden af Jura-bjergene – med kæden placeret på klingerne med de 32 tænder foran og 29 bagpå – ‘kammer den over’, og netop i det øjeblik, hvor kæden falder af, er jeg ved at træde igennem, hvorfor jeg er på nippet til at styrte med uforrettet sag. 150 kg aluminium, bagage og kød fanget i en potentielt fatal kraftudladning der midt i intetheden. Men heldigvis når jeg lige akkurat at krænge venstrefodens klampe ud af pedalen og at få fodfæste på den stejle vej. Tre nye forsøg fører til samme resultat, og nu er gode råd dyre.
Gearsystemet er ikke bare gået fra snøvsen. Der er ikke blot tale om et banalt justeringsproblem; det ene af de to små geartandhjul bagtil er ved at falde fra hinanden, og de er blevet nærmest tandløse. I samfulde to timer forsøger jeg alt for at få cyklen til at køre. Vi stopper et venligt ældre, bilende ægtepar og finder ud af, at der måske er en cykelmekaniker 10-15 km væk; men også at alt selvfølgelig er lukket nu, og at butikken måske heller ikke tager imod undstedte cyklister i morgen.
Af med cykelskoene og på med skandalerne, der er noget mere sikre at køre med i en situation som denne. Så sætter hele kæden sig ubehjælpsomt fast omkring krankboksen, og et kædeled knækker. Jeg afmonterer det syge led og forsøger med totalt sorte og olierede fingre at få cyklen til atter at kunne rulle en smule. Det lykkes faktisk over forventning; men det er helt umuligt at få den til at køre i det laveste og uundværlige gear.
Efterhånden er det blevet aften, og en venlig mand med et gammelt hus og en dragende plan græsplæne forbarmer sig over os, efter at min tålmodige familie har forklaret ham situationen, klods over for ‘torvet’ ved genbrugspladsen og kommunekontoret i den meget lille by St. Julien de l’Herms, hvor jeg for sidste gang denne grufulde søndag forsøger at få liv i Koga-Myata’en.
Denne nat er mine drømme hjemfaldne til væmmelige regnestykker (multiplikation og division i viltre blandingen), ubønhørligt dokumenterede pr. ubevidst repete-knap, at vi aldrig når til DK med så ringe en fremdriftskadence. Skrækbiledet af en skamfuld, trist, kollektiv hjemtransport med tog sætter anmassende trumf på, og jeg vågner op i en ubehagelig og uudholdelig tilstand af koldsved og onde tanker, der ikke just er vederkvægende at høre på for de andre opvågnende.
Men som i et rigtigt eventyr reddes vi sør’me den næste dag i St. Jean de Bournay af endnu en effen europæisk cykelmekaniker (den fjerde af slagsen!), efter at jeg har måttet forcere et par seje stigninger til fods, trækkende det store læs. Det værste var næsten, at jeg ikke kunne anråbe de få forbipasserende bilister og give dem den rette forklaring.
Så går det atter hjemad med 60-90 km pr. dag i den frugtbare mennesketomme natur i Jura – nu heldigvis i fortjent og susende medvind.

# 9: 2000 km

Umiddelbart er der bare tale om et tal i titalssystemet; men da vi efter den første måneds cykling i sydeuropæisk aprilsvejr runder de første 2000 km, skal vi have ædel Michel Payer Champagne i familierummet på pensionatet i det charmerende grå stenhus i den gamle del af Viviers, hvor vi efter ni dage i telt flotter os med brusebad, shampoo og foldeudsofa.
Sølle tre en halv time tager det at flyve fra Kastrup til Malaga, men omkring 250 timers effektiv cykling i sadlerne at køre den modsatte vej, svarende til fire til fire en halv times aktiv pedalering pr. dag med ca. 16-17 km/t igennem bjerge og dale i alt slags vejr.
Og sandelig siger jeg jer: Man mærker en del mere til verdens vrimmel på cykel, end man gør gennem en fly- eller bilrude. Dertil kommer, at man ved den mindste indskydelse og antændte nysgerrighed kan hoppe ned fra ‘rammen’ og parkere, hvor man vil. Farten er ikke højere, end at man kan nå at kommunikere med folk langs vejen og beruse sanserne i udsprungne hyldeblomster og dieselos.
Cykling handler om intensiveret kropsligt selvnærvær, om lyst til at spise fem kager og drikke store kold øl, om sved og salt i øjnene efter den heftige opstigning fra Pont d’Arc ved Ardechefloden – to en halv km opad med ubønhørlige 8-10 % i snit på fed ny sort, men grusom asfalt og om susende nedkørsler på usikkert gruset underlag.
At cykle fire mennesker sammen drejer sig også om en rullende rekonfiguration og vi-artikulation. Til stadighed er der ‘opsamling’; der må holdes sammen på feltet, så ‘trafikken’ kan se os; men mange af de franske bilister kører godt nok vildt, rethaverisk og hensynsløst.
Albert, hin bagageløse yngling, træder et godt sprintergear ‘in splendid isolation’ og udfolder jubelscener under passage af alle byskilte. Hans repertoire er efterhånden ganske omfattende, da der er vildt mange småbyer i Spanien og Frankrig. For det meste slipper han styret med hænderne og laver glade hilsner til de fraværende tilskuere langs vejene med samenknyttede fingre i sære symbolske formationer.
Passeres vi af racercyklister, sker det ganske ofte, at han lægger sig effent på hjul og kører med til næste vejkryds eller rundkørsel, hvor det ofte viser sig, at han er faldet i snak med de ældre herrer. I stedet for at gå i skole i to måneder har han engelsk, gymnastik og geografi på landevejen, og snart entrer vi et stort land, hvor man nok ville betitle hans rullende lærdomsformer for såvel Kultur- som Naturkunde.

# 8: Vild vind

Mødet med Frankrig nord for Collioure er stormomsust. Med 80 km/t – dvs. 22-23 m/s – blæser der os en vild pelikan lige ind i ansigtet og til tider skævt fra siden, mens vi forsøger at nærme os DK. Det flade sommerhusland og de lange lige veje giver mindelser om Vestjylland; men som effektfuld kontrast kan vi i samfulde to dage skimte Pyrenæernes sneklædte og dragende bjergmassiver i horisonten bag os mod vest og sydvest. Men det går desværre ikke an at becykle de høje bjergpas på den anden og eftertragtede side af de 2000 meter med anhænger Bob og de tunge cykeltasker.
På et tidspunkt ved det maleriske vinslot Chateau Roussillon må vi simpelthen kapitulere og i et par timer søge tilflugt for den farlige vind, der flere gange var ved at vælte os ind i kantsten og biler. At sne inde er et standardudtryk på dansk – det er ‘at vinde inde’ ikke; men det er såmænd alligevel det, vi er tvunget til at gøre.
Flere gange må jeg endog bremse på nedkørslerne, da Bob er sidevindsfølsom og synes at få sit eget liv bag mig. Absurd, men pinedød nødvendigt er det at måtte mindske den ellers så eftertragtede frie fart og mærke følelsen af vægtløshed pist fordufte. Andre gange tvinger dårlig asfalt – hoppende, hullet, trærodsophovnet… – og hæslige dæksler og forkert vindende brede riste mig til det samme.
Umiddelbart er det svært ikke at få sine fordomme bekræftet. Det er lettere at kommunikere med spanierne end med franskmænd og også en del lettere at komme til at møde dem. I enhver spansk by, om den så kun består af 10-15 huse, er der en bar, hvor man kan få te, kaffe, vand og tapas. Værtshuset synes altid at have åbent. Men i Frankrig må vi ofte køre forgæves og meget sultne rundt fra den ene tillukkede by til den næste. Ikke blot i siestatiden mellem kl. 14 og 17, men ofte hele dagen.
Men enhver generalisering må dø ‘while you are on the road biking’. Med en formidabel 360 graders wide screen udsigt over Cevennernes maleriske lag på lag bjerge og frugtbart landbrugsland får vi lov til at slå vore telte op på en frisk græsstribe langs en mark af en venlig mand få km syd for Barjac. Næste dag kaster venligt artikulerende mennesker blomster ud til os gennem bilruderne, og da mit ‘nye’ baghjul fra Girona mister en eg i den forkerte side – dvs. der hvor gearkransen sidder og venter på en aftrækker, som vi ikke har med – er det heldigt at være til stede i verden tæt ved Ganges, hvor mekanikeren hos Urban Sport ikke sætter en finger forkert, da han ekspedit klarer den sag for kun 8 €, mens han beretter om en cykeltur sammen med en ven fra Ganges til Malmø, ligeledes i selskab med Bob. Med en imponerende kadence på 200 km om dagen muntrede de sig på skift 100 km i selskab med den ethjulede bagagefremfører.

# 7: Farvel til Spanien

Efter 23 dage og 1580 km på de heftigt læssede og hårdt prøvede cykler nåede vi til Frankrig i det bjergrige landskab nord for den tyske filosof og litteraturkritiker Walter Benjamins sidste hvilested i grænsebyen Portbou. Den sidste etape bragte os fra det kvasituristtomme ferieparadis Cadaques til kunstnerbyen Collioure, hvor mange danske malere lysbetagedes i begyndelsens af det 20. århundrede.
67 km, korte intense kraftudsugende stigninger, susende nedkørsler og panoramiske views over Middelhavet akkompagnerede os ud af Spanien. En stor dusk anis, plukket i rabatten, blev transformeret til lysegrøn morgente på den idyllisk beliggende campingplads La Girelle lidt nord for Collioure.
Hændelserne og minderne fra det store land er mange. Her er et par af de seneste. Små 20 km fra Girona, som mange professionelle cykelryttere bruger som baseby og afsæt for højdetræning i Pyrenæerne, røg den anden eg ud af mit Mavic Aksium 622-15c aluminium baghjul. Den første havde Manuel Rosell, den tidligere katalanske mester i landevejscykling fra slutningen af halvfjerdserne og eks-cykelbutiksejer og -mekaniker, ellers prøvet på at genoprette i sit overdådigt udstyrede cykelværksted i sin baghave i Sabadell blot et par dage tidligere ved snedigt at påmontere en skive på egen, der havde ‘flænset’ sig ud af fælgen efter at have lavet plads til den med et forsigtigt metalbor fra fælgens underside.
Vi mødte Manuel uden for supermarkedet Mercadona, mens han med kendermine nærstuderede vore cykler, hvorefter vi blev inviteret med hjem til en overdådig aften og efterfølgende lang regnvejrs-, tøjvask- og ikke mindst -tørringsformiddag i hans generøse families rummelige skød. I hans garage hang der 7 flunkende cykler, og hans muskuløse underben og elegante kørestilling, som vi så eksponeret, da den 58-årige herre dagen efter gelejdede os ud af byen i retning af middelalderborgbyen Hostalric, vidnede da også om daglig træning.
Nå, men med blot 2-3 km/t kørte jeg altså ned i en irriterende, uundvigelig, firkantet forsænkning på en ny omfartsvej, og det var åbenbart nok til fuldstændigt at slå hjulet ud af kurs, hvorfor jeg måtte afmontere bremseklodserne bagpå for overhovedet at kunne trille-slingre de 20 km i kanten af en hæslig motorvej til Girona, hvor vi måtte vente på, at den laaaaange andenpåskedag blev til en arbejdstirsdag.
I cykelværkstedet Fortia blev der ikke sat en finger forkert af den fåmælte mekaniker uden underansigt, mens det øsede ned i grusomme stænger uden for. På en blanding af tegnsprog og fupspansk lykkedes operationen for kun 78 € for en ny og langt stærkere fælg inkl. en minutiøs smøring af bagkransen. Gearhjul efter gearhjul blev renset med en pensel i et effektivt fluidum. Efterfølgende foretog han en gennemgribende justering af gear og bremser og rettede Bobs skæve aksel op til tilregnelig og fornyet dåd. Fantastisk – fagfolk er guld værd! Den opfattelse må vejret åbenbart også have haft, for snart begyndte solen atter at skinne.

# 6: Tail-wind og dødvægt

Cyklerne formeligt flyver afsted mellem Rasquena og Mora la Nova vest for Terragona på den livgivende vej tilbage fra de stressede kyststrækninger til de nærmest billøse bjerge. Med stærk vind i ryggen fra sydvest og nydende et let faldende terræn (2-5%) kører vi uden den mindste kraftanstrengelse mellem 35 og 45 km/t på en salig menneskeforladt strækning på ca. 12 km. Solen skinner fra en skyfri himmel, det er 25 grader varmt, og vi kører på en ‘rød’ vej, der åbenbart alligevel ikke virker dragende på de bilende medtrafikanter og den tunge lastvognstrafik.
Af og til må vi holde små fælles grine-, smile- og vandpauser, før vi suser videre på vej mod den smukt beliggende, kuperede vinby Falset, hvor vi skal møde Jon, der er er på påsketur med cykelklubben Johny Cash fra København, medbringende sine gode lange ben, sin genoprettede 6,9 kg, misundelsesværdigt ultralette Cervelo og 8 andre virile ryttere.
På en dag som denne går maskinel, terræn, krop, vejr og vind op i en højere profan enhed. Selv Bob – min tunge ven ‘behind’ – virker sært vægtløs. Vores firfløjede socialitet indfældes umærkeligt i tid og rum, mens erindringer smeder små pakker af smittende afsæt for fremtidige fortællinger om en ganske særlig dag midt i april 2014. Den rette tid måles så at sige ikke med kronologiske ‘alen’, dvs. kvalitetsløse enheder som timer, minutter og sekunder. De gamle filosoffer har smedet ordet kairologi(ske) for oplevelser af denne art, hvor tiden af falder af sine hængsler. Der var ikke tale om en vej i Spanien, men om vejen i Spanien.
Andre gange snegler vi os fremad med 7-8 km/t i smukt terræn, hvori Bob viser sig fra sin dominante og tunge side. Cykelryttere tager altid tilløb til at angribe en bakke, før den indtræffer, ved at udnytte tyngdekraftens momentum fra den forrige nedkørsel som affyringsrampe; men den overlastede Bob har en evne til hurtigt at få gassen til at gå ud af fartens ballon med hastige gearskift til den mindste klinge foran og den største bagved til følge. Alt skal doseres korrekt på et splitsekund for ikke at risikere at miste balancen, og kæden må ikke ryge af under processen.
Mellem Canaletes og Valbona d’Anoia lidt længere fremme i nordøstlige retning tvinges vi med bævrende sind og ditto lemmer til at køre ud på en ‘forbudt’ splinterny og gigantisk ingeniørbedrift af en motortrafikvej, der ellers skulle have været en hyggelig lille ‘gul’ sag. Med hjertet oppe i halsen og behørigt tændte lygter både for og bag passerer vor lille karavane to hæslige, sanseberøvende og -døve, flere hundrede meter lange tunneler.
De negativt kairologiske, men også sublime stunder fortætter sig i os, mens vi – efter at have krydset en formidabel høj, smal og i betongeometrisk forstand særdeles vellykket bro hen over en malerisk kløft som en effektfuld sortie – vinker farvel til den stærkt forvoksede parAnoia-vej nr. C 15, akkompagneret af kilometervide ikke-overhørbare dalekkoer af de tunge lastbilers repetitive hjulrotationer mod brobelægningen.

# 5: Koløse veje og camiones

Utallige gange passerer øjnene forbi trekantede vejskilte med manende billeder af stiliserede køer + en (kilo)meterangivelse: 1-4 km, 5 km, 800 meter. Men det er aldrig lykkedes os at komme til at se én eneste lyslevende ko i Spanien, selvom vi har kørt igennem alle mulige slags landskaber på de første to uger af turen.
Nu er de første tusind km blevet tilvejelagt. Vi bevæger os fremad med ca. 70 km om dagen og skal nok nå frem til Espergærde den første juni som planlagt. Måske markerer skiltet bare: landbrugsdyr? Men bortset fra nogle enkelte fåreflokke er de spanske dyr lukket inde.
Til gengæld har vi set – for ikke sige mærket suset af – de store lastbiler på den uundgåelige ‘røde’, uendelige N-340. Vi prøver ellers kun at bevæge os fremad via de forhåbentligt langt fredeligere ‘hvide’ og ‘gule’ veje på vores detaljerede kort; men ca. 150-200 km syd for Barcelona er der kun levnet vor lille tætpakkede kortege ca. halvanden sølle meter yderst langs autoværnet langs den populære og gratis motorvejserstatning.
Til tider har der samlet sig så meget grus og så mange småsten, så man uvilkårligt søger lidt ud mod den hvide stribe til venstre for ikke at risikere at skride eller punktere. Så er det, at trykket fra de hårdt læssede cement-camiones med anhængere næsten blæser os af vejen. Vi æder den ene km eften den anden uden at nyde turen. Det drejer sig om ren overlevelse og om at nå frem til den næste fredelige sidevej, kop te, kage, appelsin…
Særligt nænsomme chauffører dytter lidt afdæmpet og nærmest selvundskyldende for at forberede os på chokket, der dog alligevel indfinder sig. Udsatte, hyper-opmærksomme, socialt synkroniserede kroppe med et vildt blafrende dannebrog på cykelvognen med den iøjnefaldende vandtætte gule pose i firebandens pølseende.

# 4: Uden mål og med

Mellem de små byer Chera og Sot de Chera – ca. 70 km vest for Valencia – hersker der stor skønhed. Her er der lagt ny sort, lækker og vibrationssvag asfalt på vejen. Et cyklistvenligt skilt kundgør, at det er forbudt terræn for lastbiler og busser, da vejen sine steder kun er to meter bred. Vejen snor sig fredfyldt og stort set billøs op og ned middagsheden med nogle gevaldige panoramaer over de flere hundrede meter høje geologisk-særegne forkastninger og dybe frugtbare dale at skue. Nedad går det med svimlende fart over 5-6 km. Der må bremses meget mere end vanligt, da både den ethjulede cykelvogn og de to cykeltasker er meget hårdt (be)lastet/-ede. Så skal man pludseligt knokle opad med 8-10 % på halvanden km.
På elleve og en halv cykeldage har vi nu kørt ca. 800 km ud af de 3.500 km, der er mellem Malaga og Espergærde. Vi holder tidsplanen uden at stresse. Hver dag har vi en idé om retningen for hjuleriet og en tentativ plan i de ærmeløse cykelbluser om, hvilke byer og landskaber vi ønsker at køre igennem. Men hvor langt vi når, og hvor vi skal bo, ved vi ikke. Vi lader tilfældet og de pludseligt opståede muligheder råde.
Netop nu har vi fx indlogeret os på et nyindrettet vandrehjem for bjergklatrere, cykelfreaks og andet godtfolk 500 meter nord for den lille hyggelige by Chulilla, der ligger for neden af en miniudgave af Den kinesiske mur og resterne af en gammel, velsagtens nærmest uindtagelig ruinøs borgfæstning, der er så gammel, at ingen af de folk, vi møder, tør sige, om den er grundlagt af romerne eller araberne. Nedsunket i store bløde sofaer kan der både skrives og drives – og nydes en kold spansk literøl fordelt i tre glas.
Meningen var ellers, at vi skulle bo på campingplads; men på grund af brandfare må der ikke camperes her omkring. Hjemme i DK ved man ikke blot, hvor man skal sove, men stort set også, hvad man skal lave i løbet af dagen. Her giver vi os den uforudsete begivenhed i vold. Vi åbner os over for det ’skeende’.
Så bor vi hos en flok unge medicinstuderende i Albacete. Det generøse cykelnetværk Warm Showers byder på mange overraskelser, specielt når man har en initiativrig spansktalende datter med en spansk mobiltelefon. Så laver vi wild camping på en nedlagt bro ved Rio Jucar neden for den smukke by. Undervejs derhen kørte vi ca. 30 km i bunden af en gorge forbi fantastiske klippehulehulebebyggelser, mange forladte og sammenstyrtede og nogle beboede og farverigt dekorerede. Overalt langs floden er der anlagt frugtbare nyttehaver. Så kører vi igennem kedelige skovbrandsområder frem mod de uendelige småstigningers Alcublas. Så må høflige Clara vriste sig fri af utallige små katolske kindkyssende og overinformative kvinder i den overflødighedshornsagtige og helgen(inde)struttende 1400-tals-kirke i Villar de Arzobispo.
Pludseligt kommer der en grøntsagslastbil forbi, og så må vi lige have 8 barnehovedstore appelsiner for 1 Euro. En anden dag køber vi brød og en masse kager af en farende bager.

# 3: At sluge en flue

Når man cykler opad stejle bjerge i sydens sol, svirrer fluerne lystigt omkring ens saltglaserede ansigt. Først når man kører mere end ti km/t, bliver de sat af, så igennem de seje terrasserede hårnålesving de ca. tre en halv smukke km fra pittoreske Ayna og op, op, op, hvor stigningsprocenten ligger på 7-8 i snit, holder de flyvende, navnløse eksistenser fest omkring min mund og næse. Andre gange kommer man uforvaret til at sluge en flue, når man med høj hastighed glemmer at lukke munden i få sekunder. Således klaskedes en ellers så kåd flue opad mit spiserørs bagside med udspændte vinger, som en faldskærmsudspringer i terminalfasen. Hele tre slurke vand skulle der til for at få den sendt videre ned i mavens altops(l)ugende mørke.
Duften af nyudsprungne buske og træer brydes til tider af stanken af døde dyr. De sørgelige rester af et brunmeleret får i en vandfattig kanal, usynlige grisehold og slagterier for fuld skrue. Hæslige osende, bedagede dieselbiler og -busser. Osen står formeligt stille i luften, mens vi fastspænder vore imaginære støvmasker og holder vejret et par sving. Så lugter det pludseligt af kokos, eller er det anis? Overalt i vejkanten vokser der rosmarin. Omsat til Irmapriser ville vi kunne blive millonærer.
Sanserne skærpes, når man cyklende og med intensiveret opmærksomhed velvilligt udleveres til naturens og kulturens anmassende fænomener. Kroppens nærværende væren i verden melder sig ganske bogstaveligt og uden at være blevet spurgt. Parfumeduftende spanske kvinder i fodgængerfelterne på vej op mod Alhambra i Granada, duften af dragende nybagt brød under passage af en smal gyde, ømme fingre efter påsætning af et nyt og meget stramt Schwalbe Durano Plus dæk, smagen af kold Mahou cerveza og hed te hele vejen ned i den tørstede krops indre, en bister glammende underernæret køter… heldigvis lænket solidt fast til en ruin, et brusebad efter de 95 km fra den næsten menneskeforladte og skønt beliggende by Molinicos til fladslettestorbyen Albacete i heden d. 8. april 2014, mystiske ansamlinger af hård hud på hænderne – netop der hvor man bremser, kvasidøde summende trædepuder i cykelskoene og rundhåndet og nærmest rituel påsmøring af helsebringende E-vitaminsalve på unævnelige, men såre basale steder.

# 2, 20. april 2014: Uendelige olivenbakker

At bekravle Sydspanien på 9 hårdt pumpede cykelhjul foregår i naturscenarier fulde af oliventræer. Små og store stigninger på vejene uden megen trafik på vej mod den kæmpestore nationalpark Sierra Segura får musklerne til at bugne under cykelbuksekanten. Varm te og kagepauser udgør de behørige pitstops. Forbrændingen skal kompenseres. Det går strygende med en gennemsnitsfart på ca. 15-20 km/t.
Til tider – som på begyndelse af turen fra Jodar mod Cazorla – går det forrygende 4-5 km nedad på snoede veje mellem oliventræerne. Vi katapulseres formeligt tilbage i tiden til ture i selvkørende vogne i barndommens Tivoli. I Jodar fik vi lov til at køre alle fire cykler + anhænger direkte ind i restaurant Molinas. Tjeneren flyttede beredvilligt et par borde. Overalt møder vi stor venlighed, men der er meget få dyttende og vildt eksalterede bilister. En flok børn på torvet i Guadalhortuna har svært ved at fatte, at man kan finde på at køre 3.500 km på cykel. En 14-årig dreng bedyrer os, at han engang har kørt 40 km på sin mountain-bike.
Knirkende gearhjul og overbelastede kæder behandles med olivenolie i mangel af bedre, dvs. kædespray. Den første uge har bragt os 400 km tættere på Espergærde. 3 punkteringer på det overbelastede baghjul på min cykel førte til et dækskift. Det gule indlæg var overraskende nok ikke til nogen som helst nytte.
4 gange har vi overnattet på campingpladser (mellem eftertragtede 22 og 38 € pr. nat – en enkelt gang helt gratis, da en venlig vagtmand efter en opringning til chefen gav os lov til at slå telt op på en nedlagt campingplads tæt ved Granada), 2 gange på små hoteller (45-50€ for et familierum inkl. livgivende hede brusebade) og 1 gang Warm Shower. Ude på nettet har glade og gæstfrie cykelfolk oprettet et netværk. Her tilbydes farende mennesker overnatning og morgenmad – og selvfølgelig også de meget eftertragtede afskylninger. Lægen Manuel på 35 år boede desværre på toppen af et mindre bjerg 3 km NV for Granada. Mere end 300 meter med 15 % i snit førte til en skamløs, men nødvendig trækketur. Manuel var også god for både cykelhistorier og vejvisning. Vi glæder os allerede til at gøre gengæld, når ukendte eventyrere lægger os vejen forbi in futuro.

# 1, 11. april 2014: 22½ års ventetid

Vel ankommet til Malaga lufthavn etablerer vi et cykelværksted mellem bagagebåndene, Nysgerrige og venlige blikke flokkes om os, mens vi fastspænder styrboltene, påsætter pedalerne og samler Bob – vores ethjulede cykelvogn. Vi skifter til supersonisk, tætsiddende cykeltøj og ruller ud i motorvejsspaghettivejnettet med store smil og hårdtpumpede hjul.
Det er den sidste dag i marts 2014. Vi er på vej mod Espergærde, ca. 3500 km mod nordøst. Albert på 12 år minus to dage er bagageløs på sin Scott racer, Clara på 21 er udstyret med to vandtætte Ortlieb cykeltasker på sin Principia. Det samme har Ida på 48 på sin Stevens, og Steen på 55 muntrer sig også på sin 66 cm Koga Myata med både to gange Ortlieb og Bob, der er lastet til randen med to MSN telte, to Tranguila kogeapparater og alskens andet habengut. Hurra for 3-klinger for og mange store tal bag. Udveksling skal til. Vi har to måneder foran os og skal rulle hjemad med forårets komme henover kontinentet med ca. 60 km hver dag.
I 22 og et halvt år har vi glædet os til denne tur. Dengang kørte Ida og jeg 4004 km med efteråret fra Charlottenlund til Sicilien med Olivia på 21 måneder i en stor polstret Christiniavogn udstyret med både sol- og regntag, sele, fastspændt legetøj og Bamse og Kylling på walkman’en. Studier og arbejde umuliggør en deltagelse i hele familieprojektet, men hun støder til os et sted i Tyskland på sin Giant i maj.
Clara har aldrig tidligere kørt med klikpedaler, så hun tager sig et par øverunder på den store parkeringsplads ved lufthavnen, og så er vi igang. Først skal vi ca. 35 km mod øst langs havet, før bergvejene mod Grenada kalder os væk fra tæt trafik og turismeland. Årets første tur i korte rør akkompagneres af 26 grader. Karavanen vækker opsigt, og Bob på 7 et halvt kg er noget mere levende at køre med end den gamle tohjulede CA-vogn på 23 kg. Det er helt umuligt at stå op og trække, farligt at køre med en hånd på styret og at vende sig om for at se, hvor de andre er.

Skriv et svar

Lille butik, store ambitioner